pels storartede solofløjtenist. Meget stor betydning fik G-J desuden som pædagog, idet han på Konservatoriet uddannede alle de fløjtister, der i dag er førende i vore orkestre og vort musikliv. Disse elever fortætter en fin dansk musikers livsværk, som også grammofonindspilninger har bevaret.

Jyllandsposten fremhævede bl.a.:

- G-J modtog mange æresbevisninger for sin kunst, bl.a. Carl Nielsen prisen, den danske grammofonpladepris og kulturfondens ærespris.

Interview 1922:

- Jeg fik meget at bestille i Paris takket være min lærer Philippe Gaubert, som er orkesterdirigent i Den store Opera og en berømt fløjtevirtuos. Gaubert fik nemlig tit forhindringer ved de koncerter, hvor han stod på programmet, fordi han skulle dirigere i operaen eller undervise på konservatoriet - og så sendte han mig i sit sted. Derved lærte jeg mange musikfolk at kende og fik en del engagementer. Men jeg vil dog ikke sidde fast i Paris for bestandig, skønt det sikkert er den by i verden, hvor musikken i det hele taget står højest nu, og hvor mit fag, fløjten, i særdeleshed dyrkes med kærlighed og omhu. Det hænger vist sammen med franskmændenes stilsans og deres kolossale skole og respekt for, hvad der stammer fra ældgammel tid.

I  anmeldelser fra 1922 fremhæve-
des bl.a.:

- Der har været en tid, da fløjten som soloinstrument næsten for-stummede. Men Gilbert-Jespersen ejer en tryllefløjte, som herhjemme og sikkert også andre steder kan få interessen fuldt vågen igen. Hans tone er særlig i dybden ualmindelig blød og fyldig, og den ejer i de forskellige registre en modulationsevne, der er virtuost udviklet.

Om sin musikopfattelse fortalte G-J i interview med Christian Houmark i 1926:

- Når jeg spiller, føler jeg en plastisk indlevelse i stoffet og trang til at gengive komponistens mening uden al personlig forfængelighed. Den gengivende må træde tilbage for den skabende. Fløjten er et smidigt instrument, som let kan glide fra den ene følelse til den anden. Jeg holder mere af min fløjte nu end før, den har skænket mig nye værdier.

G-J udtalte i interview i Socialdemokraten 17/9-50:

- Jeg kom på konservatoriet hos Kapellets daværende solofløjtenist Fr. Storm. Han var er herligt menneske og en fremragende musiker, og han lærte mig kærligheden til Frankrig, fløjtespillets hjemland, hvor jeg snart efter kom ned for at studere videre. Jeg blev elev af Hennebains og kom selv til at spille som vikar i opera-orkesteret. Senere drog jeg til Frankrig igen og kom denne gang til at studere hos Gaubert, som blev en af mine bedste venner. Da min gamle lærer Storm forlod kapellet i 1927, overtog jeg hans plads og blev samtidig lærer ved konservatoriet.
Jeg er faktisk så gammel, at jeg har spillet sammen med Saint-Saëns, der var født i 1835. Han var en fremragende musiker, en statelig herre at se på og en meget kyndig fortolker af barokmusikken. Han var en strålende pianist og en stor Bach-spiller. Altid gik han med slængkappe som Danilo i "Den glade Enke" og med høj hat. Jeg studerede dengang - det var i 1913/14 - i Paris, og hver gang, jeg havde indøvet et stykke med min lærer, Hennebains, sagde han: "Nu må du hellere prøve at spille det sammen med komponisten." På den måde kom jeg i forbindelse med flere franske komponister. - Alt var så let dengang. Jeg vikarierede for min lærer både på Pa